Det HELT store 2-tals-ræs for ordblinde

På landets efterskoler for ordblinde var der forvirring og frustration men også positive historier efter slutningen på et skoleår, der handlede om tallet 2.

På landets efterskoler for ordblinde var der forvirring og frustration men også positive historier efter slutningen på et skoleår, der handlede om tallet 2. En rundringning til skolernes forstandere viser, at en målrettet indsats hjælper langt de fleste til at klare de nye karakterkrav på erhvervsskolerne. Men en lille gruppe ord- og talblinde står tilbage med en lang række spørgsmål.

”Det er jo absurd, at vi skal sende folk, der er dumpet i matematik af sted til endnu en prøve ganske kort tid efter.” Sådan siger Niels Martin Sørensen fra Lystruphave Efterskole. Også mange andre steder har man været fyldt af frustration over de nye karakterkrav ved optagelse på erhvervsskolerne. Men mest af alt har der været stor forvirring om konsekvenserne for den enkelte elev.

Skal eleverne af sted til prøver i deres hjemby? Kan de, der skal op i ekstra prøver ikke komme med på skolens afslutningstur? Hvordan foregår de tre ugers ekstra ’sommerskole’, som tilbydes dem, der dumper igen? Hvad skal man, hvis man heller ikke består sommerskolen?

Positive tilbagemeldinger
Og spørgsmålene vil fortsætte med at hobe sig op en tid endnu. Det vurderer flere af forstanderne på ordblindeefterskolerne.
”Vi er simpelthen usikre på konsekvenserne for dem der dumper og heller ikke klarer den ekstra prøve,” fortæller viceforstander Inge Marie Hansen fra Rågelund Efterskole.

”Vi har fået meget positive tilbagemeldinger fra de elever, der var af sted til prøverne, og har også forståelse for, at erhvervsskolerne vil hæve det faglige niveau. Men det er trist at slutte et efterskoleophold med et ’du var alligevel ikke god nok’ når vi igen og igen har forsøgt at give de ordblinde elever mere selvtillid. Hvordan hjælper vi dem?”

Ordblinde i en særlig situation
De, der især kommer i klemme med det nye karakterkrav, er elever, der udmærket kan score 12-taller ved mundtlige eksaminer, men med tal- eller ordblindhed bliver sat skakmat i dansk og matematikprøverne. Ifølge ordblindeefterskolerne er denne type af elever meget velkomne på erhvervsskolerne, men de nye regler gør det sværere at komme dem i møde.

Ordblindeefterskolerne forfølger sagen
Ifølge Undervisningsministeriets egne beregninger vil cirka 5.500 af de unge, der normalt søger ind på erhvervsuddannelserne, ikke kunne starte på de uddannelser efter sommerferien. Men daværende undervisningsminister Christine Antorini sagde tidligere på året til Avisen.dk, at de 5.500 vil blive samlet op af andre tilbud. Hun pegede på den nye erhvervsrettede 10.klasse-linje og de eksisterende tilbud som produktionsskoler, enkeltfag og VUC, samt nye ’turbo-sommerkurser’ der skal give unge et fagligt løft.

Formanden for netværket af ordblindeefterskoler i Danmark, Kirsten Weile, lover at man følger sagen med stor årvågenhed.

”Vi føler, vi har et ansvar for de unges fremtid, og vores indsats slutter altså ikke, når vi har givet dem et godt efterskoleår. Vi arbejder også politisk på at forbedre de ordblindes vilkår på deres videre forløb,” siger hun.

Skolerne havde i foråret foretræde for undervisningsministeriet og fremlagde problematikken. Men ind til videre er reglerne altså fortsat, at der kræves mindst et 2-tal i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve for at komme videre på en erhvervsmæssig ungdomsuddannelse.


Fakta:
Der er 20 efterskoler for ordblinde i Danmark
I alt går der omkring 1700 elever på ordblindeefterskole.
ca. 50 af ordblindeefterskolernes afgangselever har været til en ekstra prøve i dansk og/eller matematik på en erhvervsskole.